Afgørende nyt om Børsen

Umiddelbart forventer Hovedstadens Beredskab, at trafikken omkring Børsen kan genoptages mandag morgen

Udgivet Opdateret

Branden i Børsen, København

Beredskabet forventer at afslutte arbejdet efter branden i Børsen inden for et døgn ifølge Jakob Vedsted Andersen fra Hovedstadens Beredskab.

Trafikken omkring Børsen forventes genåbnet mandag morgen, men en tontung saks skal først fjernes fra stilladset.

Dette resumé blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Beredskabet forventer at afslutte sit arbejde efter branden i Børsen inden for det næste døgns tid.

Det fortæller Jakob Vedsted Andersen, som er direktør i Hovedstadens Beredskab, på et pressemøde søndag eftermiddag.

- Jeg tror i løbet af det næste døgns tid, så er Hovedstadens Beredskab ikke længere her, og så er det overgivet til Dansk Erhverv og deres rådgivere, siger han.

Åbner for trafik

Han tilføjer, at det er forventningen, at trafikken kan genåbne i området mandag morgen klokken 6.

Der er dog stadig arbejde, der udestår, før man endegyldigt kan åbne for trafikken, lyder det.

Søndag eftermiddag vil beredskabet forsøge at fjerne en tontung saks, som faldt fra en kran og ned i stilladset omkring Børsen fredag.

Børsen brændte tirsdag. Årsagen er stadig ukendt.

Saksen har siden sat sig fast mellem stilladset og det, der står tilbage af den brændte bygning.

- Lykkes de ting, som vi har sat i værk nu, så er det min klare forventning, at vi kan få trafikken til at køre, siger Jakob Vedsted Andersen.

Jakob Vedsted Andersen, direktør i Hovedstadens Beredskab, fortæller søndag eftermiddag, at beredskabet forventer at kunne afslutte sit arbejde ved Børsen inden for det næste døgn.

Årsag stadig ukendt

Han siger også, at beredskabet kan åbne for trafikken tidligere, hvis det skulle blive aktuelt.

Børsen i København brød tirsdag i brand.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden. 

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden.

Powered by Labrador CMS